Gert Eilrich

  Forside  
  DR-Syd  
  Husbyggeri  
  Grækenland  
  USA  
  USA 2  
 
  Solvang
San Diego
Tucson
Phoenix
Lake Havasu
Palm Springs
 
  Solvang - i lyd  
  Galleri  
  Haven  
  Kontakt  
  Arkiv  
  Webblog  
  Links  

 

Tucson

- Jeg er født og opvokset her i Yoma – og jeg har aldrig været i Mexico. Hell man, it’s not at place to be!

Ordene kommer fra sergent J. John, politimand hos Yomas grænsepoliti i Arizona.

Vi er kørt fra San Diego tidligt om morgenen og følger vejen til Tucson i syd Arizona parallelt med den mexicanske grænse. Enkelte steder på den mere end 400 miles lange vej kan vi se det stålhegn, som amerikanerne rejste ind mod Mexico for små ti år siden.

- Der var virkelig ikke andet at gøre, siger sergent John, klædeligt iført total sorte solbriller og med synlig revolver i bæltet og sheriffskilt på brystet.

- De kom væltende ind over grænsen. Ofte i pickups med 10 mennesker på ladet. De kørte gennem de store sandbanker om natten og fortsatte over grænsen til USA. Det tog total overhånd til sidst med mange tusinde grænseoverløbere hver dag.

Som han står der og fortæller os om problematikken, kan jeg egentlig godt forstå ham. USA er vitterligt oversvømmet af mexicanere i sydstaterne, men det har hjulpet lidt med hegnet. Selvom det ikke er et kønt syn.

Sergent John kommer vi i snak med, da vi forlader den lange grænsevej for at køre blot en mile nærmere en grænseovergang til Mexico. Han er ude på patrulje og skal lige tjekke, om vi har problemer. Sergent John vil gerne snakke, konen er fra Norge, så han er klar over, at danskere ”er tæt relateret” til konens hjemland.

Hvorfor vi der i mod gider tage billeder af en dum grænseovergang, fatter han ikke. John har aldrig været i Mexico i hele sit liv – og John kommer heller aldrig til Mexico i hele sit liv. For på næsten alle amerikanere vi har mødt, virker Mexico på dem, som Afghanistan virker på os = det er nok at se om det på TV!
Korruption, bestikkelse, narkohandler og drab er i følge mange amerikanere de første fire ord, de forbinder med Mexico. Og det skal da også lige tilføjes, at der faktisk blev dræbt 21 mennesker i et bandeopgør to dage senere i det område, vi havde planer om at besøge i Mexico.

Tilbage på den lange, lange, lange vej mod øst. Strækningen på de 400 miles mellem San Diego og Tucson foregår stort set kun på én måde – lige ud! Der er yderst få stikveje bort fra ruten, til gengæld er landskabet meget afvekslende mellem prærie med meter høje kaktus, bjerge i nærmest tredimensionelle formationer, store sandørken områder med udsigt til Mexico-hegn – og så lige pludselig fladt, grønt, kunstigt vandet landbrugsområde med stalde, der kan rumme op til 10.000 køer. Ja, du læste rigtigt! 10.000 køer.

10 enormt lange overdækkede men åbne staldbygninger med cirka 1.000 køer i hver. Fodring dagen lang og malkning natten med! Jeg har aldrig nogen sinde i mit liv set så mange køer samlet på et sted. Hvor der ikke var køer, dyrker farmerne græs til hø. Og her behøver de ikke spekulerer på regn. Når græsset er skårlagt, spreder de det ikke engang, så det kan tørre. Varmen, tørken og blæsten er simpelthen så heftig, at det tørrer i strengene, inden de presser det efter et par dage. Kilometer vis bigballer i høstakke står side om side, så langt øjet rækker.

Da vi endelig når frem til Tucson om aftenen, er det med fornemmelsen af at have set en bid af USA, man hverken kan læse sig til eller normalt ser på turistens kompakte rejse.

Det samme kan man sige om Tucson. Hvor er det synd, at byen ligger så langt fra Alfarvej, for hvor er det bare en fantastisk by. Og med utroligt meget at se.

Old Tucson Studios er for alle filmelskere af westerns. Mere end 200 film er indspillet her – hvoraf næsten 40 er med John Wayne. Når han rider ned af Rio Bravos støvede og udtørrede flodleje, er det i virkeligheden den udtørrede flod i Old Tucson Studios, han befinder sig på.

Og når Steve Martin og vennerne i ”The 3 amigos” hopper ud af klokketårnet i den mexicanske landsby og flygter ”omvendt” på deres heste, er det i virkeligheden fra kirken i Old Tucson, det foregår.

Og så er alle afsnit af min barndoms favorit serie over dem alle ”Det lille hus på Prærien” optaget her!

Der optages stadig masser af film i Old Tuscon, men i weekenderne er stedet åben for publikum, hvor der så udføres drabelige skud-dueller og vilde heste stunts. Og på byens hotel forsøger smarte gamblere at komme af med deres berømte livs-eliksir til turisterne, mens can-can pigerne i den grad giver cowboys noget at kigge på. Og selvfølgelig hiver de én eller anden mandlig turist op på scenene, og lader ham være en del af showet. Han får så en lyserød cowboyhat på, får en legetøjshest stukket mellem benene og er med i deres can-can show i 5 stive minutter. Det føltes som 5 timer – kun overgået i pinlig længde af min tysk-eksamen på HF. Og ja, det var mig, der røg derop! 

I den mere flotte afdeling er også Saguaros national park. Kaktusser så langt, som øjet rækker. 3, 4, 5 meter - ja måske endda højere  – og med masser af lange arme. Mine barndoms westerns på TV blev alle vakt til live igen.

Byen Tombstone er også et besøg værd, her skal man blot huske på, at ALT er lavet netop for og til dig - turisten. Autensitet er der ikke meget af, men charmen ved byen synes helt at kvæle dette faktum.  Da sølv- og guldfeberen var på sit højeste, boede der op til 400.000 mennesker i Tombstone – og der gik ikke én eneste dag uden et drab!
Byen var notorisk berømt for at være den mest blodige by i USA’s historie – noget de selvfølgelig forsøger at spinde guld på nok engang. Nu bare med os turister som betalende…

Højdepunktet i Tucson er dog et besøg i et drivhus! Måske et lidt underligt valg, når du nu i forvejen er 40 stegende hede grader udenfor, men lad dig ikke snyde af den kendsgerning. Jeg snakker nemlig intet mindre end verdens største drivhus – Biosphere 2 (1’eren er selve jorden!)
Her forsøgte (gale!) videnskabsmænd at rekonstruere jorden i miniudgave i forskellige enorme drivhuse. Ekspeditionen varede i 2 år, 22 uger og 21 minutter, hvor 4 mænd og 4 kvinder var total afskåret fra den ”rigtige” jord. De medbragte planter, frø, dyr, etc – og det lykkedes dem faktisk at overleve udelukkende på selvproduktion. Da de kom ud var en del af dem reduceret med halvdelen - i antal kilo!

Rigtig mange forskningsforsøg blev gjort i de 2 år fra 1991-1993, mange af dem er stadigvæk unikke den dag i dag. Eksempelvis dør 30 % af alle træarter, når gennemsnitstemperaturen stiger med 7 grader. Hvem sagde global opvarmning…?

I dag vises vi rundt i de ekstremt store glashuse (65.000 vinduer) af guider, der fører os gennem regnskoven, ørkenen, havet, prærien osv., mens de fortæller om projektet.
Ifølge Times Magasine er Biosphere 2 på en top 50 liste over verdens mest interessante seværdigheder. Jeg vil opgradere den til Top 20!

Efter tre fantastisk spændende dage i Tucson, er vi nu kørt videre til Phoenix. Og fra periodisk udholdelige 100 graders fahrenheit til uudholdelige 111 grader (cirka 42 grader). Sjovt nok er det varmest ved 15-tiden i Arizona og ikke om middagen, som der hjemme.

- A kan vist e stills hjemm' i Danmark mire. A er jo nok gåwen hen og blewn halv-amerikaner!

Ordene kommer fra Margrethe Brock, der bor i Scottsdale ved Phoenix. Margrethe lægger ikke skjul på, at hun er fra den lille vadehavsby Vilslev ved Ribe. Hun har boet herovre i 50 år, men taler stadigvæk ragende vestjysk uden amerikansk accent.

Sjovt nok er lille Vilslev mellem Esbjerg og Ribe stærkt repræsenteret her i Phoenix. Der findes ligefrem et stort museum om Petersen fra Vilslev, der opbyggede meget af byen. Og i bydelen Chandler er der både en Thudevej og en Thudepark - opkaldt efter de to brødre Frands og Gunnar Thude fra Vilslev. I Thude parken er der ligefrem en stor montre, hvor billeder fra brødrenes liv i Vilslev i gamle dage er udstillet. Flot og professionelt lavet. Helt fattige var Thude brødrene da heller ikke. Deres farme og jorde lå tæt på Phoenix og er i dag store boligområder. Den ene af dem fik 25 millioner dollars for jorden. For 30 år siden…

Det rokker dog ikke ved den kendsgerning – der er allerhelvedes varmt i Phoenix. En aften på vej hjem til hotellet viste bilens display to tal: Klokken var 21.10 og temperaturen 109 grader. På engelsk: hundred and nine. Og for at det ikke skal være løgn – da vi begyndte indkørslen til Phoenix croonede Elvis Presley ud af bilens højtalere på Mountain FM:

Ooh, ooh, ooh,
I feel my temperature rising
Help me, I'm flaming
I must be a hundred and nine
Burning, burning, burning
And nothing can cool me
I just might turn into smoke
But I feel fine

 

Billetter købes på stedet til guidede ture. I højsæsonen kan det være en god ide at reservere på forhånd.
 
Det bliver simpelthen ikke mere westernagtigt. Kaktusser med lange arme i en højde, der giver hold i nakken.
 
Tjek altid hjemmesiden for at se, om der er åbent. Mange dage om året lukker parken, hvis der optages film. Weekenderne plejer dog at være sikre åbnedage.
 
Kulissebyen, der i dag byder på et gensyn med det vilde vest.
 
Lidt om Gunnar Thudes park i Phoenix.

 

Solvang
Solvang - Danmark i USA!
Måske højbed i haven i år?
Bliver det mon til et hus!
Yes - Nørretoft 17 i dag!
Foredrag!
Galleri
Lidt fotos fra 16 radio-år!
Græske feriesteder & tips
USA
USA - why I Love Her!