Lake Havasu
- Min onkel
kan fange de helt store med bare næver. Det kan jeg ikke. Endnu!
Ordene kommer fra
en helt ung indiansk knægt (eller native American, som
han venligt men hurtigt retter mig, da jeg spørger ham, om hvilken
indianerstammer han kommer fra).
Klokken er 21 om
aftenen, vi bader i fantastisk dejlige, varme Colorado River fra en
strandbred et sted mellem Parker Creek og Lake Havasu.
Den unge
”indfødte amerikaner” har netop fanget en mere end 1 meter lang,
rødlig slange på et offentligt toilet, der ligger ved stranden.
Først fortæller han alle, at den er meget giftig. Det ændrer han dog
senere hen til ”knap” så giftig, men det er der ikke mange på
stranden, der hører.
Temperaturen er
stadigvæk omkring de 40, men da solen er gået ned, føles det
fantastisk dejligt. Små kolibrier dykker hen over havets overflade
for at fange insekter (det er faktisk flagermus, men det ved min
datter på 9 ikke ikke. Og det er bedst sådan!), mens vi dovent lader
Colorado Flodens varme dråber vaske al dagens støv og sved væk.
- Var det mon
den her følelse Svante havde, da han skimtede en ostemad med det ene
øje og en nøgen Nina med det andet? Var det sådan noget her, der
gjorde Leif lykkelig?
Jeg ved det ikke.
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad det vil sige at være
lykkelig. Det er også et stort og svulstigt ord for en vestjyde. Men
jeg er ret sikker på, at jeg er tæt på i aften i Lake Havasu…
Vi har forladt Phoenix
og Margrethe Brock, der har danset med John. Wayne,
altså!
Margrethe har nemlig været til talrige af John
Waynes fester i ungdommens dage i Phoenix, når han
arrangerede cattle shows for områdets
ranch-ejere. Og dermed også de legendariske Thude
brødre fra Vilslev!
Vi har dermed også
forladt cowboylandet med de 5 meter høje kaktusser
og røde bjerge, som man konstant tror, er et
fantasifuldt produkt af Photoshop!
Margrethe snuppede sig
en fridag fra ”Nail- & Beauty shoppen”
og tog os med til Sedona – de røde bjerges
land. Luk øjnene – forestil dig en havblå himmel, en
enkelt drivende kridhvid sky, et ufatteligt smukt
landskab med dramatiske røde klippebjerge, en tør
ørken varme – og så lige Cary Grant eller
John Wayne på en hest midt i det hele! Så har du
Sedona!
I øvrigt slet ikke et
urealistisk syn, for Sedona området har været
brugt i ikke færre end 75 film gennem årene. Og
mange flere musikvideoer. Det er ved Gud heller ikke
et tilfælde – jeg har sjældent set så flot et
landskab. Og det hele bliver kun bedre af stednavne
som Bloody Bassin (”Det blodige platou”
- her udryddede to nybyggerfamilier praktisk talt
hinanden pga. stridigheder om jord), ”Dead
Horse River”, ”Big Bugs Creek”, ”Hanged
Cowboy Canyon” etc.
Nord for Sedona ligger ”Sliding
Rocks Creek”. Som var klipperne gennemskåret med
verdens største brødkniv, kan du i bunden af en dal gå gennem en
smal kløft. De røde farver og vandets brusen i floden gør
næsten én helt høj! Til sidst kommer du til et område, hvor
vandet fra Sedona bjergene gennem årene har ”slebet”
bund-klipperne i vandet glatte. Her beviser diverse mænd så deres
manddom! De sætter sig i det iskold bjergvand og lader så
strømmen føre dem ned af klipperne til bassinet nederst i dalen.
Jeg mente
egentlig ikke, at jeg havde noget at bevise – men så sprang min søn
på 12 år elegant i og lod sig føre med af strømmen. Og så var der jo
egentlig ingen vej tilbage…
Og netop
sætningen ”ingen vej tilbage” skal tages helt bogstaveligt, for med
koldt bjergvand under, over, ved siden af – ja praktisk talt over
alt, blev man ført ned af flodens glatte sider i lige lovlig hurtig
tempo. Helt glatte vil jeg nu ikke beskrive klipperne, men
vi klarede det dog uden alt for mange brud! Kun en øm bagdel.
Pigerne ventede i
bunden – og pegede straks op bag os, da vi kom ned.
Det var der en
grund til. Tunge, sorte skyer havde med rekordfart samlet sig over
os - og inden nogen af os nåede at sige ”one more time!” lød
et kolossalt tordenbrag lige over os. De høje bjerge og den smalle
kløft har uden tvivl forstærket lyden, men der var alligevel ikke
noget at tage fejl af – et tordenvej af voldsom ørkenstyrke var
på vej.
Inden vi nåede
hen til bilen, styrtregnede det. Vi kørte ned af bjerget igen, men
måtte holde ind til siden på grund af et regnvejr, som selv en
vinduesvisker i 10. gear ikke kunne slå.
Samtidig faldt temperaturen fra 111 til 67 på cirka 4 minutter!
Vi kørte tilbage mod
Phoenix – og i løbet af 7 mile var temperaturen igen
111! Vi ku’ hele tiden se de mørke skyer i nord bag
os, men også en underlig beigefarvet himmel i syd
over Phoenix og Mexico. Da vi nærmede os byen så vi
årsagen. Et uvejr havde ramt både det nordlige
Arizona med regn (hvor vi var) og det sydlige +
Mexico, hvor en sandstorm nu var på vej mod nord.
Klokken var næppe mere
end 16, men det føltes som 21, så vi var nødt til at
køre med lys på bilen. Folk kørte meget forsigtigt,
for sigtbarheden var stort set nul. Da vi kom
tilbage til hotellet, var bilen belagt med et tykt
lag rødligt støv – på nær hvor vinduesviskerne havde
tjent til dagens føde.
Byen lå indhyllet i et tænders-knasende
rødligt støvskær, man kunne faktisk lugte det
og mærke det i øjnene, der sved hele tiden - og det
holdt sig resten af dagen.
Inden vi kom helt
tilbage til Phoenix, fik vi ellers en oplevelse, som
du skal kende en lokal, for at få. Margrethe kendte
til en lille, ussel flække, hvor en cafe var kendt
for sine lækre tærter, kaldet Rock Spring Pies.
Hun fik os overbevist
om, at stedet var bedre end en doughnut og en kop
kaffe på McDonalds, så vi kørte derover,
parkerede bilen – og blev som det første modtaget af
var én af de her vind trillende, runde
ukrudts-kugler, der altid varsler død og ulykke i
diverse film!
For os betød de heldigvis en snakkesaglig
serveringsdame, der straks skænkede os ”a damn good
cup of coffee” og en rabarber-jordbær tærte
af en kvalitet, som jeg aldrig nogensinde har smagt
før. At bygningen så mest lignede en faldefærdig
western rønne fra Tombstone gjorde ikke sagen
ringere. Nærmest kun kaffen bedre.
Tiden løb desværre alt
for hurtig ud i sandet for os i Phoenix (også det
støvstormen efterlod i poolen!), næste stop er heri
Lake Havasu, hvor en bindegal rigmand for
cirka 70 år siden købte det, han TROEDE var London
Bridge i England. Del for del blev broen pakket
sammen og shippet til USA, hvor det i dag står
opført som bro over Colorado Floden i Lake Havasu.
Først alt for sent gik det op for ham,
at englænderne havde hundrede af års erfaring i at
snyde diverse kolonier, så broen var blot en ganske
almindelig og knap så interessant bro fra et helt
andet sted i England end lige netop London.
Flot ser den dog
ud, som den der står og knejser i den flimrende
sommervarme, som med solens nedgang over bjergene er afløst af en
lækker, ugidelig følelse af en generel tilfredshed med livet.
Den unge indianer
spankulerer stadigvæk rundt på stranden og fremviser
sin slange-fangst, til dem der gider kigge. Jeg
føler nok engang, at Leif den Lykkelige må være i
familie med mig langt ude.
Det her MÅ altså være meningen med livet.
I skal opleve Lake Havasu – jeg tror helt sikkert,
det er meningen, for da vi kørte herop og hele
familien sov i bilen på en kedelig, lige 130 km.
vejstrækning UDEN sideveje, hørte jeg den her på
radiostationen KMQX fm på vej over
Parker Passet:
How I wish, how I wish you were
here.
We're just two lost souls
Swimming in a fish bowl,
Year after year,
Running over the same old ground.
What have we found?
The same old fears.
Wish you were here.
Links til inspiration:
http://www.golakehavasu.com/
I
bund og grund en syret by, som kan
ses og opleves på en dag eller to.
Men også en by med en speciel, afslappet
atmosfære.
http://www.visitsedona.com/
Sedona kan passende udgøre det
for en enkelt overnatning på vejen
fra Phoenix til Grand Canyon, men
snyd ikke dig selv for de fantastisk
flotte naturoplevelser i området.
http://www.pr.state.az.us/parks/SLRO/index.html
Under alle omstændigheder SKAL du
se Sliding Rocks! I
højsæsonen er parkeringspladsen
typisk fyldt op allerede fra midt om
formiddagen, så kom enten tidligt
eller sent. Gåafstanden fra
parkeringspladsen og hen til klipper
er ganske kort, så selv ældre kan
være med. Men en vis fysik kræves,
hvis man vil lade sig glide ned af
vandfaldet...
http://www.rockspringscafe.com/
Forvent ikke priser som i John
Waynes tid, men kagen er god og
kulissen som taget ud af en
vaskeægte amerikanerfilm.
|
