gert eilrich 

  Forside  
  DR-Syd  
  Husbyggeri  
  Grækenland  
  USA  
  USA 2  
 
  Solvang
San Diego
Tucson
Phoenix
Lake Havasu
Palm Springs
 
  Solvang - i lyd  
  Galleri  
  Haven  
  Kontakt  
  Arkiv  
  Webblog  
  Links  

 

Lake Havasu

- Min onkel kan fange de helt store med bare næver. Det kan jeg ikke. Endnu!

Ordene kommer fra en helt ung indiansk knægt (eller native American, som han venligt men hurtigt retter mig, da jeg spørger ham, om hvilken indianerstammer han kommer fra).

Klokken er 21 om aftenen, vi bader i fantastisk dejlige, varme Colorado River fra en strandbred et sted mellem Parker Creek og Lake Havasu.

Den unge ”indfødte amerikaner” har netop fanget en mere end 1 meter lang, rødlig slange på et offentligt toilet, der ligger ved stranden. Først fortæller han alle, at den er meget giftig. Det ændrer han dog senere hen til ”knap” så giftig, men det er der ikke mange på stranden, der hører.

Temperaturen er stadigvæk omkring de 40, men da solen er gået ned, føles det fantastisk dejligt. Små kolibrier dykker hen over havets overflade for at fange insekter (det er faktisk flagermus, men det ved min datter på 9 ikke ikke. Og det er bedst sådan!), mens vi dovent lader Colorado Flodens varme dråber vaske al dagens støv og sved væk.

- Var det mon den her følelse Svante havde, da han skimtede en ostemad med det ene øje og en nøgen Nina med det andet? Var det sådan noget her, der gjorde Leif lykkelig?

Jeg ved det ikke. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad det vil sige at være lykkelig. Det er også et stort og svulstigt ord for en vestjyde. Men jeg er ret sikker på, at jeg er tæt på i aften i Lake Havasu…

Vi har forladt Phoenix og Margrethe Brock, der har danset med John. Wayne, altså! 
Margrethe har nemlig været til talrige af John Waynes fester i ungdommens dage i Phoenix, når han arrangerede cattle shows for områdets ranch-ejere. Og dermed også de legendariske Thude brødre fra Vilslev!
Vi har dermed også forladt cowboylandet med de 5 meter høje kaktusser og røde bjerge, som man konstant tror, er et fantasifuldt produkt af Photoshop!
Margrethe snuppede sig en fridag fra ”Nail- & Beauty shoppen” og tog os med til Sedona – de røde bjerges land. Luk øjnene – forestil dig en havblå himmel, en enkelt drivende kridhvid sky, et ufatteligt smukt landskab med dramatiske røde klippebjerge, en tør ørken varme – og så lige Cary Grant eller John Wayne på en hest midt i det hele! Så har du Sedona!
I øvrigt slet ikke et urealistisk syn, for Sedona området har været brugt i ikke færre end 75 film gennem årene. Og mange flere musikvideoer. Det er ved Gud heller ikke et tilfælde – jeg har sjældent set så flot et landskab. Og det hele bliver kun bedre af stednavne som Bloody Bassin (”Det blodige platou” - her udryddede to nybyggerfamilier praktisk talt hinanden pga. stridigheder om jord), ”Dead Horse River”, ”Big Bugs Creek”, ”Hanged Cowboy Canyon” etc.

Nord for Sedona ligger ”Sliding Rocks Creek”. Som var klipperne gennemskåret med verdens største brødkniv, kan du i bunden af en dal gå gennem en smal kløft. De røde farver og vandets brusen i floden gør næsten én helt høj! Til sidst kommer du til et område, hvor vandet fra Sedona bjergene gennem årene har ”slebet” bund-klipperne i vandet glatte. Her beviser diverse mænd så deres manddom! De sætter sig i det iskold bjergvand og lader så strømmen føre dem ned af klipperne til bassinet nederst i dalen.

Jeg mente egentlig ikke, at jeg havde noget at bevise – men så sprang min søn på 12 år elegant i og lod sig føre med af strømmen. Og så var der jo egentlig ingen vej tilbage…

Og netop sætningen ”ingen vej tilbage” skal tages helt bogstaveligt, for med koldt bjergvand under, over, ved siden af – ja praktisk talt over alt, blev man ført ned af flodens glatte sider i lige lovlig hurtig tempo. Helt glatte vil jeg nu ikke beskrive klipperne, men vi klarede det dog uden alt for mange brud! Kun en øm bagdel.

Pigerne ventede i bunden – og pegede straks op bag os, da vi kom ned.

Det var der en grund til. Tunge, sorte skyer havde med rekordfart samlet sig over os - og inden nogen af os nåede at sige ”one more time!” lød et kolossalt tordenbrag lige over os. De høje bjerge og den smalle kløft har uden tvivl forstærket lyden, men der var alligevel ikke noget at tage fejl af – et tordenvej af voldsom ørkenstyrke var på vej.

Inden vi nåede hen til bilen, styrtregnede det. Vi kørte ned af bjerget igen, men måtte holde ind til siden på grund af et regnvejr, som selv en vinduesvisker i 10. gear ikke kunne slå.
Samtidig faldt temperaturen fra 111 til 67 på cirka 4 minutter!

Vi kørte tilbage mod Phoenix – og i løbet af 7 mile var temperaturen igen 111! Vi ku’ hele tiden se de mørke skyer i nord bag os, men også en underlig beigefarvet himmel i syd over Phoenix og Mexico. Da vi nærmede os byen så vi årsagen. Et uvejr havde ramt både det nordlige Arizona med regn (hvor vi var) og det sydlige + Mexico, hvor en sandstorm nu var på vej mod nord.
Klokken var næppe mere end 16, men det føltes som 21, så vi var nødt til at køre med lys på bilen. Folk kørte meget forsigtigt, for sigtbarheden var stort set nul. Da vi kom tilbage til hotellet, var bilen belagt med et tykt lag rødligt støv – på nær hvor vinduesviskerne havde tjent til dagens føde.
Byen lå indhyllet i et tænders-knasende rødligt støvskær, man kunne faktisk lugte det og mærke det i øjnene, der sved hele tiden - og det holdt sig resten af dagen.
Inden vi kom helt tilbage til Phoenix, fik vi ellers en oplevelse, som du skal kende en lokal, for at få. Margrethe kendte til en lille, ussel flække, hvor en cafe var kendt for sine lækre tærter, kaldet Rock Spring Pies.
Hun fik os overbevist om, at stedet var bedre end en doughnut og en kop kaffe på McDonalds, så vi kørte derover, parkerede bilen – og blev som det første modtaget af var én af de her vind trillende, runde ukrudts-kugler, der altid varsler død og ulykke i diverse film!

For os betød de heldigvis en snakkesaglig serveringsdame, der straks skænkede os ”a damn good cup of coffee” og en rabarber-jordbær tærte af en kvalitet, som jeg aldrig nogensinde har smagt før. At bygningen så mest lignede en faldefærdig western rønne fra Tombstone gjorde ikke sagen ringere. Nærmest kun kaffen bedre.
Tiden løb desværre alt for hurtig ud i sandet for os i Phoenix (også det støvstormen efterlod i poolen!), næste stop er heri Lake Havasu, hvor en bindegal rigmand for cirka 70 år siden købte det, han TROEDE var London Bridge i England. Del for del blev broen pakket sammen og shippet til USA, hvor det i dag står opført som bro over Colorado Floden i Lake Havasu.

Først  alt for sent gik det op for ham, at englænderne havde hundrede af års erfaring i at snyde diverse kolonier, så broen var blot en ganske almindelig og knap så interessant bro fra et helt andet sted i England end lige netop London.

Flot ser den dog ud, som den der står og knejser i den flimrende  sommervarme, som med solens nedgang over bjergene er afløst af en lækker, ugidelig følelse af en generel tilfredshed med livet.

Den unge indianer spankulerer stadigvæk rundt på stranden og fremviser sin slange-fangst, til dem der gider kigge. Jeg føler nok engang, at Leif den Lykkelige må være i familie med mig langt ude.
Det her MÅ altså være meningen med livet. 

I skal opleve Lake Havasu – jeg tror helt sikkert, det er meningen, for da vi kørte herop og hele familien sov i bilen på en kedelig, lige 130 km. vejstrækning UDEN sideveje, hørte jeg den her på radiostationen KMQX fm på vej over Parker Passet:

 

How I wish, how I wish you were here
We're just two lost souls 
Swimming in a fish bowl, 
Year after year
Running over the same old ground
What have we found?
The same old fears
Wish you were here.

 

Links til inspiration:

http://www.golakehavasu.com/

I bund og grund en syret by, som kan ses og opleves på en dag eller to. Men også en by med en speciel, afslappet atmosfære.

http://www.visitsedona.com/

Sedona kan passende udgøre det for en enkelt overnatning på vejen fra Phoenix til Grand Canyon, men snyd ikke dig selv for de fantastisk flotte naturoplevelser i området.

http://www.pr.state.az.us/parks/SLRO/index.html

Under alle omstændigheder SKAL du se Sliding Rocks! I højsæsonen er parkeringspladsen typisk fyldt op allerede fra midt om formiddagen, så kom enten tidligt eller sent. Gåafstanden fra parkeringspladsen og hen til klipper er ganske kort, så selv ældre kan være med. Men en vis fysik kræves, hvis man vil lade sig glide ned af vandfaldet...

http://www.rockspringscafe.com/

Forvent ikke priser som i John Waynes tid, men kagen er god og kulissen som taget ud af en vaskeægte amerikanerfilm.

Solvang
Solvang - Danmark i USA!
Måske højbed i haven i år?
Bliver det mon til et hus!
Yes - Nørretoft 17 i dag!
Foredrag!
Galleri
Lidt fotos fra 16 radio-år!
Græske feriesteder & tips
USA
USA - why I Love Her!