gert eilrich

  Forside  
  DR-Syd  
  Husbyggeri  
  Grækenland  
 
  Samos
Rhodos
Kreta
Kos
Nissiros
Græske drømme
 
  USA  
  USA 2  
  Solvang - i lyd  
  Galleri  
  Haven  
  Kontakt  
  Arkiv  
  Webblog  
  Links  

 

Grækenland

Turen går til Grækenland - men hvor i landet?

 

Min første rejse til Grækenland foretog jeg i 1984. På det tidspunkt var interrail uhyre populært og Knud fra Varde og jeg ville ikke stå tilbage for en 1 måneds rundrejse i Europa med jernbanen.

Turen var den ganske klassiske - ned gennem Tyskland til Frankrig, kort afstikker til Spanien for derefter at opleve Italien og om natten sejle fra Brindisi til Grækenland.

Alle landene var meget interessante at opleve, men det var først, da vi nåede Grækenland, at målet for mig var nået = nu var jeg endelig kommet hjem igen!

Siden har jeg stort set hvert eneste år gæstet dette fantastiske land. Det er efterhånden kommet venner, familie, kolleger og naboer for øre, så jeg bliver af og til spurgt: 

Hvor skal vi rejse hen, hvis vi gerne vil til Grækenland?

 

I princippet et svært spørgsmål, for det er jo langt fra sikkert, at de kommer til at holde ligeså meget at landet som jeg, men et par gyldne regler kan være:

 

1. Kreta

Er det din første tur til Grækenland, vil jeg klart anbefale Kreta. Øen er umådelig stor og lang, så chancen for ø-kuller er minimal.

De fleste skandinaver rejser til Vestkreta, hvor hovedbyen hedder Chania.

Chania er malerisk smuk - men ikke et specielt dejligt sted at bo. Priserne er pebrede og stranden fyldt. Find i stedet et hotel langs den lange strand vest for Chania. Der findes en perlerække af byer på blot 15 kilometer, hvoraf turiststedet Platanias er mest kendt. Her bor til gengæld så mange danske charterturister, at du nærmest føler dig hensat til Lakolk på Rømø i skolernes sommerferie.

Cirka 4 kilometer før Platanias ligger Agia Marina (og før den Agia Apostolli) - mindre turistede byer, men med en god atmosfære. Stranden er stort set børnevenlig på hele strækningen vest for Chania, dog vil jeg ikke anbefale Máleme yderst mod vest. Her findes kun en rullestensstrand og både blæst og bølger regerer på stranden. (Máleme er dog seværdighed pga. noget helt andet - den store tyske kirkegård med fraldne soldater fra 2. V.K. Kig efter skilt på venstre side, når du kører mod vest og gennem byen)

Fælles for alle de små byer på strækningen vest for Kreta er, at eksempelvis den ”rigtige” Agia Marina ikke findes ved stranden (hvor alle hotellerne og restauranterne er).

Den findes deri mod et par kilometer oppe i bjergene, hvor tiden nærmest står stille og den ægte gammeldags atmosfære opleves.

Kreta har virkelig mange spændende ting at se og udforske - mere om det senere.

 

2. Rhodos

Hvis du har gæstet Kreta og nu er blevet smålun på Grækenland, kunne næste rejse passende gå til Rhodos.

Rosen-øen bærer præg af at være det første rigtige chartersted i Grækenland - altså slidt. Men det gælder mest selve hovedbyen Rhodos, hvor strandene også er meget forblæste.

Tag i stedet sydpå til Lindos området. Selve Lindos er dyr og ulidelig varm at bo i, men yderst charmerende med de hvidkalkede huse og snævre små gader, hvor kun en æsel kan bruges som transportmiddel.

Seks kilometer syd for Rhodos ligger min absolut favorit blandt græske feriesteder - Pefkos

En smuk, stille og fredelig græsk landsby med nøjagtig tilpas udbud af restauranter og butikker. Stranden er smal, men vandet meget varmt og med et væld af småfisk og enkelte koraller.

Rhodos har mange seværdigheder - sommerfugledalen, de syv kilder, saltvandsakvariet i hovedbyen. Og er man til vandfornøjelser kan ungdomsferiestedet Faliraki tilbyde det hele.

 

3. Samos

Samos minder en smule om Rhodos - dog med færre seværdigheder. Rejser man til Samos er det ligeså meget en rejse ned til solen, vandet, varmen og den gode mad. Forvent ikke samme udbud af aktiviteter som Kreta og Rhodos kan præsentere.

 

4. Kos

Kos er endnu mindre end Samos - også hvad aktiviteter angår. Der findes dog en næsten 40 grader varm svovlholdig kilde, som man ganske gratis kan prøve sydvest for hovedbyen. Udover at det lugter herligt at rådne æg skulle vandet også være godt for gigtpatienter eller folk med psoriasis.

 

5. Nissiros, Kalymnos & Patmos

Fordelene ved Samos og Kos er, at man kan kombinere ferien med en sejltur til mindre omkringliggende øer.

Specielt fantastisk er Nissiros (se den beskrevet under siden om Nissiros) og Kalymnos, som har en lang og gammel tradition for at fostre dykkere, der dykker efter den specielle vandsvamp. Patmos er også et besøg værd. Øen er kun 1 km. bred, på det smalleste sted, så man kan gå til mange af de gode strande. Patmos var øen, hvor evangelisten Johannes blev landsforvist til - noget der har resulteret i en stor, flot og meget velbevaret Johannes- Kloster. Trods øens lille størrelse synes den meget velgearet til turister med gode restauranter, billige private værelser og lidt dyrere hotelværelser. Generel god stemning.

 

6. Simi

Simi er også én af øerne, man kan nå med rutebåd fra både Kos og Rhodos. Der er ikke så meget at se på Simi, men en gammel borg eller to kan de fleste øer præstere (specielt Kalymnos).

Simi har dog noget nær Grækenlands smukkest havn. Og komme sejlende dertil og kun se golde bjerge - og så pludselig dukker den hesteskosformede hovedby ud af ingenting er en fantastisk flot oplevelse.

 

7. Santorini, Naxos m.fl.

Santorini, Naxos og alle øerne i Kykladerne kan ikke anbefales nok - de er smukke, nærmest eventyragtige.

Vær dog opmærksom på, at det er svært at få hoteller med pools til en blot overkommelig pris på Santorini. Det skyldes uden tvivl, at øen ofte mangler vand om sommeren. Husk også på, at mange af øerne er vulkanøer med sort sand ved stranden. Sort sand smitter ikke af - men det er afsindig varmt midt på dagen, så med det in mente ( plus alt stort set foregår via trapper på øen) kan Santorini ikke anbefales til rejser med små børn.

 

8. Korfu

Nu må vi ikke glemme vestkysten!

Korfu er overrendt af engelske turister, men har en pæn gammel hovedby med en god atmosfære.

 

9. Lefkáda

Lefkáda syd for Korfu er egentlig ikke en ø, men mere en halvø. Øen har gode strande - men så heller ikke særlig meget mere. Byens vigtigste turistby er Nidri på østkysten, som har en smuk beliggenhed ved stranden - men dog langt fra så god en strand som dem du finder på vestkysten.

Er du på Lefkáda er det bedst at leje en bil og bevæge sig ind på fastlandet og udforske Grækenland på den måde. Så kan man altid bruge Lefkas som overnatningssted og base. (i den forbindelse bør du gæste byen Parga, der ligger fantastisk flot placeret på en klippeside)

 

10. Keffalonia

Keffalonia bør man besøg af mange grunde - den største må være pga. filmen ”Kaptajn Corellis mandolin” med Nicholas Cage i hovedrollen, som er optaget netop på Keffalonia.

Øen har Grækenlands mest fotograferede strand (den benyttes også i filmen) - og en køretur fra nord til syd er næsten hele rejsen værd. Keffalonia er en smuk ø!

Det er en anelse svært at komme til øen med danske rejseselskaber, men de BØR altså snart få øje på denne perle. Der er masser af flotte grotter og drypstenshuler på øen. Speciel smuk er Melissani grotten, hvor man "iden i bjergene" først bliver roet over en sø for derefter at komme til selve grotten. Det er virkelig en smuk tur.

 

Generelt skal dog siges om de Joniske øer (Grækenlands vestlige øer), at de er dyrere at både bo og spise på end de sydlige.

Priserne for overnatning var flere steder det dobbelt at priserne på eksempelvis Kreta og Kos. Og det gælder både private værelser og de store hoteller.

Min teori er kort og godt = Italienere!

Italienerne bruger meget de vestlige øer som feriesteder, og for at demonstrere, at de er meget bedre ved muffen end grækere, har de en tendens til at drysse om sig med penge!

Og hvem ville ikke benytte sig af det.....

 

11. Thassos

For de virkelig hardcore Grækenlands fans vil jeg anbefale Thassos i havet ud for Thessaloniki.

Den er besværlig at komme til, for øen har ingen anerkendt lufthavn. Det gør den til gengæld knap så overrendt. Man flyver typisk til Thessaloniki og kører så i bus i et par timer til Kavála, herefter sejler man en time og er så endelig på Thassos.

Øen har super-gode campingpladser og umådeligt smukke bjergbyer med en fantastisk udsigt. Mod syd Maria-vandfaldet og bugter med vand, der er varmere end i Skallerup Feriecenters badeland! Prøv "badekarret" ved Aliki i syd - det er en kæmpe oplevelse. Også Golden Beach mod øst er morsom pga. de store, dovne bølger.

Thassos er nok den smukkeste og grønneste græske ø, jeg nogensinde har besøgt. Til gengæld virker befolkningens mentalitet anderledes end på de sydlige øer. Den almindelige græker er knap så imødekommende og vi hørte forfærdelige historier om beboere, der havde skræmt livet af fastboende turister, som eksempelvis prøvede at stable en pony-ridnings forretning på benene.

Man føler sig faktisk ikke alt for velkommen på Thassos - noget der står i skærende kontrast til øens smukke ydre.


12. 
Det var et par af øerne - men Grækenland byder jo også på et stort fastland. 

 

Mere om det senere....



 

Solvang
Solvang - Danmark i USA!
Måske højbed i haven i år?
Bliver det mon til et hus!
Yes - Nørretoft 17 i dag!
Foredrag!
Galleri
Lidt fotos fra 28 radio-år!
Græske feriesteder & tips
USA
USA - why I Love Her!