Gert Eilrich

  Forside  
  DR-Syd  
  Husbyggeri  
  Grækenland  
  USA  
  USA 2  
 
  Solvang
San Diego
Tucson
Phoenix
Lake Havasu
Palm Springs
 
  Solvang - i lyd  
  Galleri  
  Haven  
  Kontakt  
  Arkiv  
  Webblog  
  Links  

 

San Diego

 - Nå, du tør godt vise dig med den trøje på helt herovre, griner en yngre mand med umiskendelig nordjysk dialekt bag mig i køen til morgenmad på hotellet i San Diego!

Jo, selv i USA genkendes man, hvis man går rundt i en Esbjerg Fodboldtrøje. Faktisk er det ret svært at være en anonym dansker i USA, for også i år undres vi over, hvor mange danskere vi hele tiden løber ind i. I Solvang traf jeg sågu endda et par fra Gørding!

Solvang er – desværre – passé nu. Det samme er de mange middagsinvitationer, hotellets høje standard og amerikanere med tandpastasmil og synlig succes.

Nu bor vi i San Diego på et hotel, hvor en stor del af gæsterne går under betegnelsen W.T.
Umiddelbart ikke nogle initialer, for de står for White Trash (den hvide underklasse).

Her er fædre i nussede netundertrøjer med rådne tænder, mødre med ryggen plastret til med tatoveringer i falmede farver, børn med maskinklippet karse-frisure eller det stik modsatte - hanekam. Larmende, grove, simple – og elendige naboer på hotellet.

Én af mødrene hoppede med beskidt tøj og sko i boblebadet i dag. Faren sad og bællede øl i sig på en hvid plastikstol imens. Det gjorde han for resten også i morges ved 7-tiden. Én af de andre mødre har en tatovering i kavalergangen. Det er der ikke mange kvinder, der kan bære. Hun kan heller ikke!

Egentlig er det ganske sjovt at overvære – hvis de bare gad være lidt mere stille om aftenen/natten. Amerikanerne har typisk én uges ferie om året, så WT’erne tager ikke så langt væk – til gengæld fester de igennem, når de så endelig er af sted…

En antropolog ku’ nok få meget ud af det – vi nøjes med at længes lidt tilbage til alle de ”normale” amerikanere i Solvang. Bl.a. til Elsemarie og Aron Petersen, som er på vores egen alder – og som vi var til afskedsmiddag hos den sidste aften i byen.

Aron er 3. generationsdansker og gift med Elsemarie fra Broager, der bare sku’ et kort smut til Solvang for at besøge noget familie. Det er nu 24 år siden!

De har børn på vores alder, så det var en rigtig hyggelig BBQ ved poolen, med udsigt over Santa Ynez dalen. Aron er Solvangs nye håb. Uddannet advokat, narko-anklager i Washington i 5 år, men længtes efter det simple liv, så han flyttede hjem igen og ejer i dag cirka 30 procent af Solvang!

- Man, I can go on job every day without wearing a tie! You can’t ask for more in life, griner han og fisker en Budweiser ud af det kæmpestore Kitchenaid køleskab ved poolen til mig.

Indenfor er køleskabet nøjagtig dobbelt så stort. Men de har selvfølgelig også tre børn…

Aron har frarådet os af tage til Mexico. Nej, det er forkert formuleret. Aron har FORBUDT os at tage til Mexico!
It’s a war down there, som han siger.

I starten tog vi det ikke så alvorligt, men nu har hele fem personer på det kraftigste frarådet os at tage derned. For blot fem år siden var det okay, nu er det forbundet med den største livsfare.

- Min nabos søn blev slået ihjel derned this winter. Og han var kæmpestor og fed som et svin, så dine chancer isn’t good, siger Knud fra Kolding og knapper hawaii-skjorten helt op i halsen.
- It ain’t a place for white people, my friend!


Aron ved som tidligere narko-advokat, at netop narkoen er problemet!

- Vi fik ryddet temmelig godt op i problemet i Colombia, men i virkeligheden eksporterede vi bare hele lortet til Nord-Mexico. Nu slåes de her hele tiden, og kommer der en turist i vejen kan han jamre nok så meget op om det gule sygesikringskort eller Genevé konventionen! Er han på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt er det bare tough luck, mener Aron!

Vi holder os fra denne del af Mexico! Og kigger i stedet lidt foruroligende på vejrudsigten for Tucson og Phoenix, som vi kører af sted til i morgen. 44-47 grader ”lover de”, faktisk 4-7 grader MERE end i Las Vegas. Og det var snart ved at koste os førligheden og forstanden sidste år…

Nå, hotellerne ER bestilt og betalt, så vi må se, hvordan det går. Foreløbig har San Diego vist sig fra sin bedste side (hvis vi lige glemmer WT’erne på hotellet… Hov, mens jeg netop skriver det her, lyder der et højt brag inde fra naboværelset. Det er nok manden, der endelig er gået i gulvet!)

San Diego er næsten ligeså smuk som San Fransisco. Omgivet af vand, flotte bygninger - og de psysisk syge hjemløse gem godt væk i de parker, vi ikke besøger!

San Diego kan man bruge en hel uge i, hvis man har tid og råd. Vi forsøgte at koge det ned til 4 dage, hvor Sea World selvfølgelig skulle opleves. Et ufatteligt flot sted mht. shows med spækhuggere, delfiner, etc.
At se 8 delfiner eller tre kæmpestore spækhuggere på samme tid skyde op af vandet som en raket og synkront slå en koldbøtte i luften, er altså mere end Kattegat Museet kan diske op med!

I dag er vi gået fra Løjt til Højer! Sådan føles det i hvert fald, for vi har besøgt San Diego Zoo - et af verdens største – og vist endda også kåret som verdens bedste zoo. Nævn et dyr – og de har det. Nævn mig en muskel i benene – og jeg har ondt i den!

Dog ikke mere, end et besøg på USS Midway fik mig til at glemme det hele. USS Midway er et amerikansk hangarskib, der blev sat ind i slutningen af 2. Verdenskrig - to end all wars!
Det holdt ikke længe, for hangarskibet var også med i Koreakrigen, Vietnam, diverse sammenstød i Mellemamerika - for at slutte de aktive dage som krigsførende hangarskib af med at deltage i de to Golf-krige.
Skibet er virkelig et besøg værd og rigt "illustreret" med 27 forskellige kampfly på det sindsygt-store dæk + diverse ægte udstillingsmateriale fra diverse krige. Billeder og efterladenskaber fra evakueringen af 13.000 vietnamesere/amerikanere de sidste dage under Vietnamkrigens afslutning i april 1975 er stadig på skibet.
Og kortene på radarskærmene og kaptajnens bord er et gadekort af Bagdad...
Skibet er fyldt med gamle veteraner, der arbejder frivilligt med at formidle skibets historie. Veteranerne er VIRKELIG højt værdsatte her. De har kæmpet for det, alle amerikanere tror på (Et frit Amerika, if you had forgotten!), og det husker man dem for.

Til rigtig mange shows (eksempelvis i Seaworld), starter speakeren med at bede publikum klappe af alle de soldater, der enten har eller lige nu tjener deres land som soldat!
Var I i øvrigt også klar over, at inden både zoo og Sea World åbner hver morgen kl. 9, spiller de den amerikanske nationalmelodi – og alle amerikanerne står med højre hånd på hjertet og synger med?

Jeg gjorde det også i dag.

Ikke at det er MIN nationalmelodi, men jeg kan godt lide den sidste del af sangen:

And the star-spangled banner in triumph shall wave
O'er the land of the free and the home of the brave!

 

Solvang
Solvang - Danmark i USA!
Måske højbed i haven i år?
Bliver det mon til et hus!
Yes - Nørretoft 17 i dag!
Foredrag!
Galleri
Lidt fotos fra 16 radio-år!
Græske feriesteder & tips
USA
USA - why I Love Her!