En ripenser kommer IKKE fra Esbjerg!
Er det ikke
overordentlig flot (og overraskende!) at se, hvordan Esbjerg har
forvandlet sig fra en lille stinkende grålig grim ælling og så
til den smukke hvide svane, som den er i dag?
Jeg er selv gammel
Ribe-dreng og må blankt erkende, at i min barndom i slutningen af 60'erne og
70'erne, regnede vi ripensere ikke Esbjerg for meget andet end en opkomling, som
man kun tog til, hvis man ikke kunne få fat på en bestemt bluse eller skjorte i
Ribe.
Vi havde vores
gå-i-byen steder a al Carusellen, Stenbohus og Vægterkælderen - i Esbjerg havde
de havne-knejper, hvor man ku' få en omgang fisker-bank, hvis man skejede for
meget ud og bestilte et glas is-koldt hvidvin fremfor en kasse-lunken
Carlsberg!
Esbjerg turde vi
som unge kun komme til Esbjerg på Blå Mandag i Sædding Centret, når vi var så
tilpas mange sammen fra Ribe, at vi virkede mere truende end storby-snuderne fra
Esbjerg.
Og hvad kunne Esbjerg egentlig tilbyde i
forhold til Ribe?
Overalt i Ribe finder du detaljer, som de
fleste andre byer har mistet for længst. En vandring gennem den gamle bydel
er ikke blot en udsøgt smuk tur - det er simpelthen en vandring tilbage i
tiden. En stor del af byens smukke bygninger kan kædes sammen med berømte
personer og perioder i byens tusindårige historie. Ribe er kort fortalt
balsam for sjælen, jordbær i fløden og safran i gryderetten!
Og hvad var Esbjerg: Øh....???
Og hvad havde Esbjerg: Øh....
sildeolie-fabrikken?
Nej, kampen om at
være sydvestjyllands førende kultur-by var ligesom afgjort på forhånd i
min barndom.
Og for at være
helt ærlig - den fordeling mellem os, de kulturelle i Ribe, og dem - fiskerne og
slagsbrødrene fra Esbjerg, passede os i Ribe rigtig godt!
Problemet var
blot, at Esbjerg ikke gad leve op til den fordom.
Musikhuset kom
til, Svømmestadion-Danmark, Danmarks længste ubrudte gågade blev shinet op og
gjort mere hyggelig, Fiskeri- og Søfartsmuseet blev en flot turistattraktion,
Bilka kom til byen (det første sted i Syd- og Sønderjylland), kulturen
blomstrede og fodbolden rullede i mål på en i dag ekstrem flot Blue Water
fodboldstadion.
Eller med andre
ord = det er ganske overordentligt flot, hvad Esbjerg har udviklet sig
til gennem de sidste 20 år.
Det er virkelig
blevet en dejlig, rummelig og spændende by, som jeg - til trods for en bopæl i
Åbenrå i dag - altid glæder mig meget til at komme tilbage
til.
...og det siger
ikke så lidt.
Når man nu kommer fra Ribe!
|