gert eilrich 

  Forside  
  DR-Syd  
  Husbyggeri  
  Grækenland  
  USA  
 
  L.A. - I'm here!
It never rains i S.F.
Viva Las Vegas
Grand Canyon-5 min!
Why I Love Her!
USA - i lyd!
 
  USA 2  
  Solvang - i lyd  
  Galleri  
  Haven  
  Kontakt  
  Arkiv  
  Webblog  
  Links  

 

Rejsebrev 2

San Francisco - ordet er kærlighed! 

... og en masse vind!


Kære venner!

Siddende på hotellets åbne tag-terasse med udsigt over til den smukke røde Golden Gate 2-3 km fra mig, er det vist blevet på tide med lidt nyt herovre fra.



Det blæser i San Fran. Meget endda!
Selvom der har været 26 grader i dag, føles det på ingen måde som 26. Nærmere 16!
Vi har pakket os godt ind i sweaters og jakker - men også med solcreme, for solen er skarp og himlen skyfri hele tiden.

I dag var vi med de vel nærmest verdensberømte gamle træ-sporvogne op ad San Fran's MEGET stejle gader. I går forsøgte vi at gå op af dem. Det var sjovt én gang!

Sporvognene er overfyldte med byens beboere og evigt filmende turister, så det er en fordel at stå og "lure-passe" lidt, indtil vognen er næsten fyldt. Så siger konduktøren "all onboard" og gør mine til, at der er så fyldt, at du ikke kan komme med mere. Og så er det man siger: But Sir, my wife and children are already onboard!!"

Så forbarmer han sig, og du får den bedste plads= nemlig med lov til at stå/hænge på trinbrættet "udenfor" selve vognen og se San Fran suse forbi med alle dets flotte seværdigheder:

* Chinatown med plukkede høns i slagtervinduet med hoved, næb, kløer og det hele hængende. Chinatown i S.F. huser i øvrigt den største samling af kinesere udenfor Kina. Her står selv gadeskiltene på kinesisk - og ikke engelsk. Her er mennesker overalt, farverige huse, smalle skumle baggårde, gamle små kineser-koner med trippende skridt. Man tror ikke, man er i USA.

* Lombard Street, gaden med fleste zig-zag sving på en stejl hældning på den kortest afstand i verden. 

* Pier 39. Kajen med hundredvis af søløver, som i 1990 (uvist af hvilke årsager) pludselig kravlede op på nogle flydende dokke i havnen og nu ligger der på 20.år og soler sig i solen, mens de gaber højlydt. Eller det vil sige: NÅR de gaber, skal man lytte godt efter, for lyden overdøves hurtigt af et par hundrede knipsende kameraer...

* Alcatraz - ikke at forglemme. Fængsels-øen, som det kun lykkedes fem fanger at flygte fra. Eller det vil sige: Man fandt aldrig de fem, så sandsynligvis druknede de. Indtil videre er der INGEN konkrete beviser på, at der nogensinde er lykkedes nogen at flygte fra øen.
Al Capone sad her - efter sigende får man hans celle at se i morgen, når vi skal på tur til Alcatraz.



Det var ellers lige ved at glippe. Guidebøgerne havde godt nok advaret mod, at der ofte kan være udsolgt på turene ud til fængslet en uge i forvejen, men det troede vi nu ikke på!
Vi blev dog klogere - ingen ledige pladser før om fem dage.

Jeg tiggede, jeg bad, jeg opridsede HVOR mange timer det faktisk tager for en dansker at stå her, jeg overdængede San Fransisco med superlativer og svulstig amerikansk lovprisning. Ligemeget hjalp det - ingen billetter før om fem dage!

Se, det er et problem, når man kun er i byen i tre dage. Og har netop turen til Alcatraz som et af højdepunkterne.
Humøret var 100 procent i kulkælderen, indtil det pludselig begyndte at brænde i baglommen på mig = pressekortet!

Og vupti - fire stks. billetter var klar til i morgen klokken 10.30 (undskyld Jens, jeg skal aldrig gøre det igen. Eller i hvert fald ikke foreløbig igen...)

Anyway - jeg glæder mig rigtig meget til i morgen - men vi er også begyndt at blive lidt små-mætte af storby-livet igen.

Efter smukke, smukke Solvang med de flotte Santa Ynez bjerge, de gul-grønne marker med græssende kreaturer på bjergsiderne, den venlige befolkning (takket være Svend i Højer fik vi skabt kontakt til 80 årige Knud Rasmussen, der har boet herovre i 52 år. Og som både inviterede på middag, casinotur i byens indianer-reservat og kaffe i privaten. Knud har en slik-butik i Solvang - og føler sig uden tvivl som en mand på 49 år. Der er evig gang i ham) stod den på ren natur i flere dage. Bla. køreturen ad Pasific Ocean Highway fra L.A. til S.F. er ubeskrivelig smuk på mange strækninger.

Undervejs gjorde vi bl.a. stop på Hearst Castle. Måske har I hørt om dette slot - en halv exentrisk rigmand (på aviser, iøvrigt) byggede i 28 år på dette fantastisk smukke slot. Han hed William Hearst, og hans far var blot en sølle fattig guldgraver, som aldrig fandt gulv!

Til gengæld fandt han sølv - og blev en af USA's rigeste mænd. 

Han fik kun et barn - William.
Denne var sammen med moren på en Europa-rejse i godt halvandet år omkring århundredeskiftet 1899/1900 - og blev så betaget af "det gamle Europa" med alle dets slotte, kirker og barok arkitektur.

Hearst junior besluttede derfor som voksen at bygge et slot - og der blev ikke sparet på noget som helst. Det blev det dyreste byggeri i USA på det tidspunkt, hvor det stod færdigt i midten af 1930'erne. Men så var der også både tårne, riddersale, kæmpe romerske svømmebassiner i marmor, 130 værelser, 130 toiletter + alt det løse!
Folk som Churchill, Chaplin, Gary Cooper, Kennedy, Marilyn Monroe (måske samtidig, hvem ved :-) blev fløjet ind i weekends for at fornøje Hearst med lidt underholdning/samtaler.



Ved den naturmæssig smukke bugt Big Sur gjorde vi holdt for natten på et rigtigt skummelt highway-hotel ved byen Salinas.
Værelset var egentlig ok (og billigt 251 kroner for 4 mennesker, incl. morgenmad), men selve motellet var udformet, som man har set i dusinvis af film - en slags hesteskosformet vinkel i tre etager, med en lille pool i midten og så ellers udendørs gange forbi alle dørene.

Ved poolen var et boblebad, som Emil og jeg besluttede at hoppe i om aftenen.
Solen var gået ned, 31 graders dags-varme var afløst af en kold rullende tåge ude fra Stillehavet, så med boblebadets 40 grader varme vand, var det en ren fornøjelse at lade rejsestøvet blive "vasket" af én.

Vi sad der dog ikke længe, før Emil fik øje på, at der i alle hjørner på hotellets mørke udendørs gange stod latinoer i små grupper af 2-3 personer.
De var overalt - en 20-30 stks ialt. Begge fløje stod og stirrede olmt efter hinanden, så et eller andet var der under opsejling.
Imens - og lige pludselig - skar en høj tuden sig igennem den kølige aften - og lige bag hotellet kom et vildt langt tog kørende med vogn-på-vogn-på-vogn. Gadagung-gadagung-gadagung. De bruger ikke bomme herovre, så toget bruger løs af fløjten hele tiden.

Mand, sjældent har jeg følt mig så meget i USA, som netop der!
Det var som taget ud af en film.

Heldigvis røg latinoerne ikke i totterne på hinanden, så vi slap ind på værelset igen uden skrammer. Og uden at skulle vidne om noget som helst!

Over halvdelen af hele USA's produktion af salat, jordbær, artiskokker og aburginer kommer iøvrigt fra Salinas - og det er selvfølgelig derfor, at der er så mange latinoer i området.
De knokler rø... ud af bukserne i markerne hver dag. Illegalt, selvfølgelig - ellers bliver timelønnen for høj!

Da vi kørte videre næste dag, kørte vi forbi den ene salat-mark efter den anden. Millioner og atter millioner af salathoveder. Og midt i det hele ti toilet-vogne!
Så skal de tusindvis af latinoer ikke bruge tid på at gå helt hen til enden af marken, for at komme på toilettet.

Sikke en arbejdsdag!

Ikke så sært, at byens søn John Steinbeck (som iøvrigt boede her i rigtigt mange år) fandt inspiration til bl.a. bogen "Vredens Druer" her i byen...

På turen videre af den snørklede Highway One mod San Fransisco var vi også en tur omkring Nationalparken Big Bassin Redwood - med tårnhøje, 2000 år gamle redwood-træer.
Imponerende syn. Det er som om, de aldrig slutter, når man filmer op af stammen.



Well, solen er gået helt ned over Golden Gate nu, desværre er tågeskyerne ikke kommet rullende endnu, for det er et usædvanligt smukt syn, når de først dækker de øverste pyloner af broen. Jeg så det tidligt i morges, da jeg var nede i hotellets lobby for at hente vores morgenmad = en kop kaffe og en kanelsnegl!
De overdriver ikke det der med morgenmad på hotellerne, men som portieren sagde: It'll keep you going until the next stop!

Jeg skal ind i seng nu - jeg skal til Alcatraz imorgen. Og jeg g-l-æ-d-e-r mig!

Bedste hilsner
Gert

NB
Det gik over alt forventning med den amerikanske radiooptræden.
Jeg var medvært på Mix 96,7 fm fra kl. 8-8.45 -og åbenbart fik jeg solgt Danmark så godt, at jeg blev hevet ind til en anden (og større) radiostation KraZ Fm i timen mellem 9 og 10.
Her spillede de kun, hvad amerikanerne kalder "Crock" - country/rock.
Værtens viden om Danmark var på stort set 1 procent, så jeg ku' jo egentlig sige, lige hvad jeg ville :-)

Solvang
Solvang - Danmark i USA!
Måske højbed i haven i år?
Bliver det mon til et hus!
Yes - Nørretoft 17 i dag!
Foredrag!
Galleri
Lidt fotos fra 16 radio-år!
Græske feriesteder & tips
USA
USA - why I Love Her!