VIVA LAS VEGAS!!! 

... hvis du kan holde varmen ud!

Kære venner!

Søndag aften, highway 395.
I dag har jeg siddet bag rattet alt for meget.
Næste hotel er i Bishop 139 miles foran os.
Den tre-sporede motorvej er temmelig øde, forude troede jeg en overgang, at der stod blaffere i vejsporet, nu ved jeg, at det bare en kaktus. Ungerne sover på bagsædet, Birgitte blunder på forsædet, cruisecontrol’en klarer de 65 miles i timen, solen er ved at gå ned bag de snedækkede tinder af Yosemite bjergene, radioen spiller countrymusik med Kris Kristofferson - Jeg elsker USA!



119 miles senere!
Jeg er ved at være træt af country musik, jeg er træt af at mine øjne svier som bare pokker af den tørre aircondition luft, træt af at der stadigvæk er 20 miles tilbage, træt af at jeg ikke har skullet skifte spor, retning eller vej én eneste gang siden vi svingede ud af Yosemite Nationalpark for flere timer siden.
Træt af, at jeg er træt!

Nej, helt så galt var det nu ikke, men afstandene er virkelig store i dette land.
Meget store!
Efter tre hektiske dage i San Fransisco kørte vi mod Yosemite Nationalpark og lagde motorveje med 12 spor i hele tre etager bag os.
Vi ankom sen eftermiddag i Oakhurst udenfor nationalparken - i øvrigt den 4. Juli, Amerikas nationaldag med kæmpe fyrværkeri ved søen udenfor byen.

Yosemite er det sted på jorden, hvor der er flest store vandfald samlet på et sted. Ja, faktisk kan man via udkigspunktet Glacier Point se hele fire af slagsen. Et storslået syn.
Yosemite er både høj bjergkørsel og dyb dalkørsel med smukke, smukke naturoplevelser - men vær sikker på, at du IKKE er ene om dem!

Mange steder går trafikken direkte i stå i bjergene på grund af trafik-propper i op til halve timer ad gangen - vi er trods alt i bil-landet nummer et, så man tager da sin bil, selvom der kører masser af gratis rutebusser til alle udkigspunkter.
Jeg er jo allerede blevet halv-amerikaniseret, så selvfølgelig holdt jeg mig heller ikke tilbage med ”retten til at køre i egen bil, hvor jeg vil, når jeg vil”.
Heller ikke med at holde i kø! 

Et af stederne blev vi så trætte af køen, at vi smed bilen i vejsiden og gik en tur. Og heldigvis for det, for vi kom ”bag-om” et af vandfaldene, og blev yderst behageligt afkølet af kraftige vandbyger og vandtåger fra det store vandfald.

Yosemite er smuk på en glansbilledagtig måde. Absolut ægte, uforfalsket skønhed - men nogen gange næsten så tredimensional og så ufattelig betagende, at man næsten tror, at det er et maleri.



Dødens dal er mere ægte på den rå måde! 

Vi var blevet advaret mod at køre igennem Death Valley i middagsheden. Og for Guds skyld holde os til hovedvejene.

Måske nok en anelse overdrevet, men vi havde trods alt 47,4 grader i skyggen i Death Valley den morgen, vi kørte ind i den.
Ikke at der er meget skygge i dalen - til gengæld er der forbavsende meget at se!

Jeg havde en forestilling om, at Death Valley ville være én stor, hed, flad pandekage af en ørkenlignende forestilling, hvor vi bare skulle køre ligeud, ligeud, ligeud - til vi kom op på den anden side igen.

I couldn’t be more wrong!

Death Valley består af mange specielle, flotte niveauer, fygesand som i Sahara, gule bløde bjergformationer, udtørrede søer, flade sletter, gyselige navne som ”Bad water Creek” - og varme. Masser af varme!



... og når vi nu er ved varme!

Las Vegas er en varm by. Nej, undskyld - forkert formulering. Las Vegas er simpelthen uegnet som opholdssted for mennesker!

Aldrig har jeg da oplevet så kvælende en varme. Midt i 40’erne hver dag, ingen sky for solen - men en masse mennesker snigende sig langs husmurene for bare at slubre de mindste centimeter af skygge i sig.

Nu skal det lige tilføjes, at Las Vegas også mest er en natte-by. Det er her, at millioner af dollars skifter ejermand hver nat. Casino på casino på casino - så langt øjet rækker. Og hoteller med så flotte, spektakulære bygninger, at jeg er nødt til at ty til en gammel kliche for at beskrive det = du skal se det, for at tror det!

Her er hoteller bygget som naturtro pyramider, sørøver-skibe, Eiffel-tårne, Frihedsgudinder - you name it!

Udenpå et af hotellerne (New York - New York) er byens længste rutschebane monteret. Ind og ud af hotellet, op og ned af hotellet, ind og ud over gaden, rundt og rundt i diverse loops.
Vi prøvede den som de allerførste en morgen klokken 9. Ved 22-tiden om aftenen var min kvalme endelig ved at fortage sig igen.
Men det var det hele værd...

Las Vegas ER glimmer og glitter, overfladiskhed, penge og griskhed - og hoteller, hvor vi bor på værelse nummer 25737. 
Og alle værelsenumre er fortløbende!
Vi havde i øvrigt en fantastisk udsigt fra værelse 25737 på 25. etage over The Strip. Om natten forvandler den sig til et rent Disney eventyr med alle sine farver og shows



Trafikken er heftig i Las Vegas, men den bevæger sig trods alt hele tiden - på nær på vores 3. dag i spillebyen.
Da brød alt kørende trafik total sammen - og alle ind- og udfaldsveje var spærret af politi. Vi kom til at holde midt på The Strip lige ud for Las Vegas lufthavn. Dejligt nok, så har man da noget at kigge på, mens bilen drikker den ene liter benzin efter den anden for at holde temperaturen inde i bilen under de 45.

Men hvad var nu det - der skete simpelthen ikke en sk.. i lufthavnen. Ingen fly lettede, ingen fly landene. Og dog - lige pludselig kom en dælens stor én af slagsen ned - og næsten samtidig lød det ud af radioen:

- President Barack Obama has just touched the ground in Vegas. The President will stay at Cesar’s Palace on The Strip during his visit to Las Vegas today, so count on lots of traffical problems on the road!

Jeps, det var selveste præsident Obama der var i byen - og vanen tro må ingen kende hans helt nøjagtige rute, så ALLE veje i byen blev spærret. Bare for en sikkerhedsskyld!

Anyway, når først præsidenten kommer til denne smeltepande af en by, så må det være på tide, at en almindelig dansker rykker videre!
Så næste morgen forlod vi skinnende, glimtende, farverige Las Vegas. Et sidste blik i bakspejlet og et sikkert løfte: Las Vegas, we will never meet again!

Ud på freeway’en igen, gps’en indstillet på først Hoover Dam, dernæst Grand Canyon.

Guys, I gotta go!
Der er mere end 300 miles forude. Heldigvis har jeg netop fundet Kris Kristofferson på radioen igen:

Freedom is just another word for nothing left to lose,
Nothing, that's all that Bobby left me, yeah,
But feeling good was easy, Lord, when he sang the blues,
Hey, feeling good was good enough for me, hmm hmm,
Good enough for me and my Bobby McGee.