Grand Canyon på 5 minutter

... for nu HAR vi da set hullet og skal videre, skal vi ikke? - spurgte min datter efter fem minutter ved Grand Canyon.

Kære Venner!

Amerikanere er meget nemme at begejstre.

"Det er jo fantastisk, jeg elsker det, vidunderligt & awesome" er sætninger, man hører hele tiden.

Derfor krævede det også sin mand at styre den sindige, jyske begejstring, da vi efter at have drejet tl venstre ved Rute 66-byen Williams, kørte små 70 miles igennem temmelig kedelig, fladt prærieland - for lige pludselig at holde ved afgrunden til Grand Canyon. Og her overdriver jeg ikke engang. Lige pludselig er den der bare = den kæmpe-store kløft med Colorado River fossende igennem sig i bunden.



- Er det her rigtigt? spurgte ungerne med masser af falske Las Vegas billeder på den indre nethinde.
- Wauw, hviskede Birgitte.
- Det var ligegodt satans, svarede jeg og måtte lige sunde mig lidt!

Grand Canyon ER et fantastisk syn alle bør unde sig selv én gang i livet.

Og da 65 % af alle amerikanere er under katagorien "Overvægtige- eller svært overvægtige" er det hele så visseligt indrettet, at du kan gå en flisebelagt tur langs rimmen af kløften og få et fantastisk syn brændt fast for evigt.

Vi var så nogle stykker, der også ville prøve at se Grand Canyon NEDEfra. Altså vandre ned i kløften. Skal man helt ned i bunden til den fossende Colorado Flod skal man regne med op til små fem timer. Og cirka det dobbelt tilbage igen, så det anbefaler rangerne ikke at man gør på én dag.

Jeg var også tilfreds med mindre og havde set mig varm på Bright Angel Trail, hvor jeg ku' gå 2 timer ned i kløften og stadigvæk få en god oplevelse ud af det.

Vækkeuret sat til 5 om morgenen (inden solen bliver for hård) - og så ellers afsted.

Timingen var perfekt: Jeg havde migræne, havde sovet ialt 2.5 timer om natten i den mest usle, gennem-beskidte hytte med 31 lumre indendørs-grader - og så havde jeg ikke været på toilet inden afgang. Altså, I ved: sådan rigtig på toilet! 

Det gik nu alligevel fint, men det var nogle smadrede ben, der vendte tilbage til hytten fem timer senere. Men også med et videokamera fyldt med ufatteligt smukke optagelser...

Efter Grand Canyon - og mine selvvalgte pinsler - havde vi lovet børnene et par dages badeferie.
Ved Colorado Flodens bredder havde jeg på landkortet fundet den lille by Laughlin. Problemet er bare, at INTET er småt i USA. Heller ikke Laughlin.

Byen er en slags mini Las Vegas, men meget mere afdæmpet - og så iøvrigt møntet på pensionister!
Det fandt vi ud af, da vi en morgen gik til hotellets pool og havde det (som de eneste i vandet!) fremragende i poolen...

... indtil der kom en emsig mexi-livredder og fortalte os, at børn ikke må være i poolen inden klokken 10! Kom tilbage om en time!

Så vi blev smidt ud af området - men vendte tilbage igen på slaget ti. For blot at opdage, at de pensionister, der havde været ved poolen på vores "udsmidelses-tidspunkt" stort set alle havde reserveret stole og parasoller til os. Et par havde endda hentet friske håndklæder og lagt ud, så vi bare skulle "lay down and have a wunderful time with your wonderful children".

Så er det altså svært ikke at holde af amerikanere.



Eneste problen med byen Laughlin er vejret - 45 om dagen, 33 om natten. Det er simpelthen for meget. Troede aldrig jeg ville nå det tidspunkt, hvor varme kom under kategorien: "for meget" - men herovre er det sket.
Timerne midt på dagen er til intet som helst. Det sku' da lige være en middagslur på hotellet under airconditionens falske kulde.

Fra Laughlin plottede jeg igen de kendte koordinatorer ind for Los Angeles på gps'en - dog med en afstikker til den gamle guldgraver-by Calico, der i dag fungerer som en spøgelsesby for turister - og så byen Barstow, hvor vi skulle bo en enkelt nat.

7 miles udenfor Barstow ligger byen Hinkley (ikke noget at skrive hjem om) - en lille by med kæmpe farme og tusindvis af køer, tusindvis af acres med lucerne, tusindvis af cirkel-vandingsmaskiner - og to af mine forfædre!

To af mine bedstes brødre udvandrede til USA i 30´erne og bosatte sig i Hinkley. De døde begge i 1970´erne, ugifte, barnløse.

Det eneste "bevis" jeg har på dem er et par breve fra slutningen af 60´erne, som de skrev til min bedste.
På disse breve står en afsender-adresse anført - og den kørte vi efter.

For enden af en blind, asfalteret men alligevel yderst hullet vej, fortalte gps'en mig, at nu var jeg fremme ved bestemmelsesstedet. Og ganske rigtigt - godt gemt inde bag granerne lå fem huse. 

Vi havde vores bange anelser om, hvem der mon boede sådan et sted i dag - og meningen var da også bare at tage et foto af Niels' hus og så skyndsomt køre igen.

Problemet var bare, at de fem huse hørte under samme adresse, så jeg kørte lidt rundt og sammenlignede med det billede, som Niels havde sendt af sit hus til min Bedste.
Men det var et foto fra 1964 - og ingen af de fem huse så sådan ud i dag.

Pludselig lyder der en stemme bag mig:

- What are you looking for, Sir?

En absolut meget venligt udseende mand på min egen alder spurgte, og jeg begyndte på en lang historie om gamle slægtninge og fik kun nævnt ordet Danmark, før han udbrød:

- Denmark! Are you really from Denmark. We call us self danes her. Denmark, hell man! Come on in!

Og så råbte han ellers til sin egen familie: Guys - our family from Denmark is here!

Det var helt surrealistisk!

Det viser sig, at alle beboerne i de fem huse på området på én eller anden måde er i familie med hinanden - og de er på ingen måde hverken sære eller landsbytosser, men folk med gode jobs i byerne, der bare er blevet boende i en slags familielandsby på landet.

Her boede begge mine bedste's brødre, da de kendte Svend Rosendahl Bruhn (founder af stedet) fra gamle dage i Ribe. Ingen af dem fik som sagt børn, men Svend fik. Mange endda, og det var dem og deres børn, som jeg nu pludselig var bænket om køkkenbordet sammen med.

De ældste af dem kunne sagtens huske de danske brødre fra deres barndom - én af dem hentede straks sit fotoalbum og viste billeder frem.

Det var faktisk en ganske rørende aften...

Dagen efter fandt vi deres gravsteder på kirkegåden og lagde en buket blomster. Nok de første i 30 år.



På vej ud af Barstow - der både trafikalt og togmæssigt er et knudepunkt - kom vi til at holde ved en jernbaneoverskæring, mens et tog med 128 vogne kørte forbi.
Sådan noget tager tid, så Birgitte trykkede lidt på gps'en i mellemtiden, og under Point of Interest kom stedet "Bagdad Cafe" pludselig frem, to miles fra hvor vi holdt!

Bagdad Café kender mange af jer måske fra filmen af samme navn - om en stakkels tyk og tysk (skæbnen kan være ond!) kvinde, der af sin mand bliver smidt af ved den lille, støvede og slidte Bagdad Café. Og hvordan hun stille og roligt får sat styr på stedet.

Caféen ligner sig selv på en prik, ligger ligeså øde og forladt som i filmen. Og bagende varmt med bjergvindene til at puste støvkugler over den øde landevej.



Vi gik derind - blot for at finde ulideligt højt 60´er musik i højtalerne og en klam og beskidt mexi-vært bag disken.

Ikke alt er som på film...

A desert road from vegas to nowhere
some place better tham where you're been

A coffee machine that needs some fixing
In a little cafe just around the bend

I am calling you

Can't you hear me

I am calling you...