Grækenland - Kreta
 

Mine forældre rystede på hovedet, da de satte os af foran Billund Lufthavn. Og min mor holdt en tåre tilbage, da hun knugede Emil og sagde: hvor kan de gøre det mod dig, lille ven...

Næh, mine forældre, der i dag tilhører den ældre generation i Danmark, rejste ikke så meget med os, som vi gør med vore børn i dag. En tur i Legoland eller måske endda helt til Hjerl Hede var langt væk, så det er vel egentlig forståeligt nok, at det virkede direkte uansvarligt i deres øjne, at vi nu rejste til Kreta. Men deres barnebarn Emil. Som kun var otte måneder!

- Det er altså synd for ham, prøvede min far sig frem ved indcheckningen, men uden virkning. Mine forældre kørte hjem igen og vi fløj afsted til Kreta. Med Emil.

Og heldigvis blev hans bedsteforældres skræk scenarier gjort godt og grundigt til skamme, for 14 dage på charterrejse med en otte måneder gammel dreng blev virkelig en god og dejlig ferieoplevelse. Anderledes, bevares, men dog både afslappet, hyggelig og tæt på at være "rigtig græsk".

Før Emil kom til (og forandrede vor verden 100 procent), har vi rejst meget i det græske. Med rygsæk, forstås. Aldrig det samme sted mere end et par dage af gangen, og med ret til at spise musaka og drikke sig opstemt i retsina når som helst. Sådan var det ikke helt mere.

Hjemmefra havde vi talt om, at vi nok ikke fik så meget kulør i år, da meget af tiden ville gå med at holde Emil beskæftiget under parasollen, men sådan kom det faktisk ikke til at gå. Godt nok var Emil smurt ind i faktor 5000 og med stort set fastlimet solhat, men ligeså snart han sov formiddags- eller eftermiddagssøvn, havde vi god tid til den græske sol. Selvfølgelig kun i moderate mængder, men også det havde sin fordel: hvor jeg tidligere plejede at blive solskoldet, undgik jeg det fuldstændigt i år.

Så efter en dejlig dag ved poolen eller stranden, vendte vi sidst på eftermiddagen tilbage til hotellet og bruseren. I Grækenland spiser man først aftensmad ved 21-tiden, men modsat siestaen havde Emil ikke tænkt sig at følge den vane.

Allerede ved 19-tiden begav vi os afsted på jagt efter dagens kulinariske højdepunkt – selvfølgelig medbringende Emils kogte gulerødder, kartofler og broccoli i en plastikbøtte. Og nok engang måtte vi erkende, at et otte måneder gammelt barn ikke kun er en hindring, når man er på ferie, men også kan være en fordel. Ingen af de gode spisesteder er nemlig fyldt op allerede klokken syv, så vi fik som regel bordet med den bedste placering. Og mindst halvdelen af tjenernes udelte opmærksomhed. Både fordi de ikke har andet at lave, men også fordi et barn virkelig åbner hjerterne til en græker, så antallet af dikke-dik fra græske tjenere var umuligt at holde styr på.

De fleste mennesker her på kloden elsker børn, men grækerne gør det virkelig i særdeleshed. Selv den sureste kassedame i et græsk supermarked lyste fuldstændig op, når Emil sad i sin klapvogn og vinkede til hende (hvornår er det sidst sket i Føtex en fredag eftermiddag i ulvetimen, hva’?).

Rengøringsdamen på hotellet kom med blomster fra hendes egen have til os, for "hvor der er børn, skal der også være smukt". På et tidspunkt var vi næsten bange for, at Emils første ord skulle blive et græsk ord, for sangen om den græske sommerfugl blev sunget, klappet, vinket og leget i det uendelige.

Men scooterne – disse små, herlige og vilde krabater, som man kan leje overalt på Kreta – måtte vi alligevel lade stå. Til gengæld havde vi hjemmefra lejet en bil, og hvis vi rullede begge vinduer ned og slukkede for radioen, gav det næsten den samme følelse af frihed. Vi havde taget Emils autostol med i skræk for, at de græske ikke skulle være gode nok, og så var det ellers bare om at komme derudaf...... men så græd Emil!
Stolen og bilen var simpelthen for varme for ham i vågen tilstand, så vi lærte at køre ud, når han skulle sove formiddagssøvn, og køre hjem igen, når han skulle sove eftermiddagssøvn. På den måde vi fik set det meste af Vestkreta. Uden en grædende Emil.

Og så lige pludselig – det virkede som et par dage – var der gået to uger, og ferien var ved at være forbi. Vi skulle først flyve hjem sent om aftenen, men desværre skal hotelværelserne altid forlades klokken 12, så det gjaldt om at tænke forud og pakke de ting øverst, som vi uden tvivl ville få brug for i løbet af dagen: bleer, ekstra sut, ekstra skiftetøj, varmt tøj til flyet – og så selvfølgelig koge hans aftensmad. Den nåede godt nok at blive kold inden den skulle spises, men her trådte en beredvillig tjener igen til og varmede Emils grønsagsmos op, mens kokken tilberedte vores sulvaki.

- Nåe, så skal I måske til Rhodos til næste år, spurgte min mor, da videofilmen sluttede med at Emil smurte tzatziki på linsen.

- Næ, vi har godt nok tænkt på Vietnam, svarede jeg.

Så blev der stille i stuen.
Der er langt fra Hjerl Hede til Hanoi.
For et par bedsteforældre.....

Gode-råd-med-børn-under-2-år-på-ferie-i-Grækenland-boksen
Man kan sagtens tage på charter med små børn, man skal bare vælge ydersæsonerne. Grækenland er bedst i april-maj og september-oktober, men vi har også været der i juli måned uden de store varme problemer.

Bestil rejsen i god tid. På den måde får du det hotel, der passer bedst til dit barns behov + måske de forreste pladser i flyet, hvor er der er plads til både ben, barn og køje.
Hvis du vil spare penge, skal du selv tage bleer med. De kan naturligvis købes på stedet, men er ofte dobbelt så dyre. Det samme gælder sødmælkserstatning og mad på dåse. Alle ting kan købes i Grækenland, men er dyrere.

Tag klapvognen med og HUSK kalechen! Den græske sol er stærk og kan nemt forbrænde små, sarte arme. Græske veje og fortorve er ikke som de danske, så en paraply-klapvogn er ikke robust nok (du kan heller ikke køre i strand-sand med den).

Ved de fleste større danske rejseselskaber kan du leje stort set alt til dit barn – men prisen er også derefter. En weekendseng på tilbud i Babysam koster ikke mere end lejemålet på en babyseng i 14 dage.